Bevidsthedens naturlige tilstand

Meditation er fundamentet for undervisningen på Tigerens Rede og formålet er at blive mere vågen og bevidst. Meditation er bevidsthedens naturlige tilstand, og al træningen, de mange år på meditationspuden handler primært om at fjerne det, som står i vejen for bevidsthedens naturlige kontakt med sig selv. Dybest set uhyre enkelt, men alle, der har prøvet, ved, at det også er en langstrakt og krævende rejse.

Den meditative, vågne tilstand ser ikke ud af noget, og der er ikke så meget at berette derfra. Men der er en intens livsfylde, som opleves meningsfuld, og uden hvilken sjælen ikke kan trives, hvis den først har smagt det – eller har stærke anelser om det. Vågenhed er tomhed, stilhed, nærvær. Derfor føles det – set fra jegets eller egoets synspunkt – tomt, ensomt, kedeligt, ligegyldigt, nytteløst, uproduktivt og ikke spor tillokkende. Og egoet har jo ret, fordi det er med egoets eget liv som indsats. Derfor vil egoet altid tilråde andre interesser og sysler. Så længe tanker og emotioner larmer, er der kun momentvis ro, så man kan spørge sig selv:

  • Hvor holder mit ego særlig godt fast?

  • Hvad er det særlig vigtig for mig at have kontrol med?

  • Hvor står mig begær i vejen?

  • Hvad er min største angst?

At have et jeg eller et ego er en nødvendighed for at begå sig i vores kultur og samfund, og et stærkt, sundt, livsdueligt og udfoldet ego er en skøn ting. Det er en af opgaverne gennem livet. Men den avancerede meditation handler om at minimere egoet. Det betyder ikke, at det bliver et lille sølle vissent ét, men at du ved, hvornår du skal bruge det, og hvornår det skal træde til side.

DugDråbeMeditation

På Tigerens Rede kaldes den avancerede meditation for DugDråbeMeditation. Al avanceret meditation trækker på den samme bevidsthedsmæssige kilde, men navnene varierer afhængig af tid, kultur og religion. Man kan derfor ikke vurdere en meditation på dens navn. I stedet bør man se på den kontakt til kilden, som dens formidlere har. Den avancerede meditation udspringer af – og er vejen til – enhedsbevidstheden og tomheden. DugDråbeMeditation er et smukt navn, som viser forbindelsen mellem meditation og natur. Meditation er natur! Det er bevidsthedens naturlige tilstand.

Samtidig viser navnet, at sprækkerne ind i den avancerede meditation er flygtige og lette at overse – ligesom dugdråber en tidlig efterårsmorgen i naturen. Skal du have glæde af dem, må du stoppe op, være til stede et øjeblik og nyde naturens skønhed og rigdom. Dugdråber er som diamanter i selv den mindste, skæve busk og i en tilfældig tot græs. De sætter sig ikke blot de særligt prægtige steder, nej, hvis de får chancen, vil de sætte sig på både dig og mig.

Den avancerede meditation arbejder på bevidsthedens befrielse. Din egen bevidstheds befrielse – og alle andre menneskers. Derfor arbejdes der ikke kun med den enkeltes læreproces og lidelse. De kollektive opgaver skal have lige så stor plads i din spirituelle praksis.